For de langt fleste kan det ikke betale sig. Fastprisabonnementer indeholder som regel installation af ladeboks samt et fast abonnement pr. måned med en højere tilbagebetaling pr. kWh samt opladning ude (typisk +30.000 km/år). Denne type abonnement er godt, hvis du lader rigtig meget ude eller har et meget stort kørselsbehov. Du ejer normalt ikke ladeboksen, og du skal normalt betale et højt nedtagningsgebyr ved ophør, som normalt er 2.500-4.500 kr.
Vær særligt opmærksom på at tilbagebetalingsprisen på strømmen ikke altid dækker din reelle strømpris, som du betaler, så du skal lægge denne udgift oveni fastprisabonnementet. F.eks. dækker nogle operatører kun et gennemsnit af el-prisen om natten.
Der kan også være en begrænsning på antal kWh pr. måned, og du skal muligvis også betale ekstra, hvis du skal supercharge (+50 kW).
Du betaler et højt abonnement uanset antal km. du kører, og f.eks. nyt job, ferie eller hjemmearbejde kan ændre kørselsmønsteret, og det kan stor betydning løsningens værdi for dig.
Nogle fastprisabonnementer inkl. installation bliver solgt, som en del af bilens pris. Selvom det kan lyde attraktivt, så kan det være en mindre god forretning på sigt for dig pga. binding og koncept.
Check også hvad det koster at have to biler på én ladeboks. Ofte kræver det et fuldt ekstra abonnement. Bindingsperioder og energitillæg skal du også være opmærksom på. Abonnementer med energitillæg kan vise sig uforholdsmæssige dyre, og det kan være vanskeligt at komme ud aftale, hvis den samtidig er på leje. Der er tidligere set energitillæg, som var på niveau med abonnementet.
Konkurrencestyrelsen har i juni 2023 udtalt sig kritisk overfor fastprisabonnementer.